Eddie Gomez & Carsten Dahl, Jazzhus Montmartre, København, onsdag d. 9. november 2011

Anmeldt af Ivan Rod for GAFFA

5 ud af 6 stjerner
Læserne 

To jazzgiganter improviserede sig onsdag aften frem til en ypperlig fusion


Den amerikanske jazzbassist Eddie Gomez er en sand gigant. Han er 67 år, men absolutely still going strong. Hans CV tæller optrædener med Bill Evans, Michel Petrucciani og Chick Corea for blot at nævne nogle få. Førstnævnte har han endog optrådt med i København for årtier siden.

Det mærkværdige er - kunne man forstå på den veloplagte bassist onsdag aften på Jazzhus Montmartre - at han også engang har optrådt med nu 44-årige Carsten Dahl – den danske jazzpianist, der ligeledes må betegnes som en gigant (i hvert fald i europæisk sammenhæng). Ingen af de to kunne bare huske hvor eller hvornår. Eller hvorfor de ikke kunne huske den pågældende optræden. Men de kunne slå fast, at det, at deres koncert onsdag blev lanceret som deres første fælles koncert, ikke var korrekt.

Uanset hvad, så var det to veloplagte giganter, der onsdag aften gik på scenen til det, der skulle blive to sæt med improvisationer. Det, der skulle blive to sæt med improvisationsmusik præget af teknisk ekvilibrisme og kunstnerisk gennemslagskraft.

Udgangspunktet var åbent. Og koncerten forblev åben. Fordi de to formåede at indtage scenen som ligeværdige. Fordi de to formåede at ramme samme niveau på aftenen. Og fordi de to formåede at fastholde fokus og samtidig eksperimentere. Koncerten forblev centreret omkring udgangspunktet – improvisationer over etablerede standards – men den emmede også konstant af kant, fordi de to vedblivende – ansvarligt, men også drillende - udfordrede hinanden.

Koncerten blev noget nær det ypperligste, man kan opleve på improvisationsjazzens intimscene. Den gav et direkte, helt uhindret blik ind i værktøjskassen hos to giganter, som åbent og ærligt stillede deres tekniske og kunstneriske værktøjer til skue. Om det så var Somewhere over the Rainbow eller en anden standard, de to tog under behandling, gjorde egentlig ikke så meget. Oplevelsen var intens, uanset det kompositoriske forlæg.

Jazzhus Montmartre må glæde sig over, at Eddie Gomez over de næste tre aftener spiller endnu tre koncerter med andre konstellationer. Kan de bare blive halvt så gode som koncerten med Carsten Dahl, bliver de værd at høre.

 

 

Eddie Gomez & Carsten Dahl: We sing and we dance from HAVE Backstage on Vimeo.

 

Link to Eddie Gomez website

Link to GAFFAs artikle