JazzHouse har inviteret Eivør Pálsdóttir på nye eventyr.

AF Henrik Friisfor Politiken, 30. januar 2010

Koncert på Copenhagen Jazzhouse

Den 26-årige sangerinde, der de seneste år har haft stor succes alene med sin guitar, skulle slå sine meget personlige, færøske tonekrøller og vilde melodiske eskapader rundt om en stak jazzstandarder.

Alt sammen i kompetent selskab med spillestedets trio i husets ’hvid dug og stearinlys-koncept’, Classic Jazz Club.

Og Pálsdóttir afslørede en fed jazzstemme. En god portion af de bedste melodier som ’Summertime’, ’My Funny Valentine’ og ’The Sky and Sea’ blev forvandlet til rødglødende jazzballader med en snerrende kant af forblæste fårekald og folkemelodi.

Hendes stemme havde masser af variation. Støvet, sensuel og tilbageholdt i stille øjeblikke og glasklar, fokuseret og pågående, når det skulle være vildt.

Hun viste noget af jazzpotentialet med cd’en ’Trøllabundin’ med DR Big Band for tre år siden, men det var med medbragt materiale fra Syðrugøta.

Men at hun havde så meget at tilføre jazzens gyldne bagkatalog, som torsdagen i JazzHouse slog fast med syvtommersøm – det må være kommet bag på mange.

I Annisette Koppels ånd

Stor personlighed og speciel stemme har skaffet hende sammenligninger med Björk på halsen. Men hendes fremtoning – med kroppen bøjet langt forover, konstante smidige fagter, bare fødder og lang, orange bomuldskjole – var folkesangerens.

Skal der drages paralleller, var den oplagte sangsøster i ånden Annisette Koppel og hendes stærkt agiterende og udsvævende figur.

Der blev plads til et par enkelte afstikkere fra reglerne, og her blev det tydeligt, at det kunne være en rigtig god idé, hvis de fire musikere stak hovederne sammen i lidt friere rammer og med tid til også at øve – bare lidt.

Carsten Dahl og Nils Davidsen akkompagnerede et heftigt færøsk kvad med et eksotisk klangbagtæppe af afrikansk fingerklaver og sart strøget bas, og Pálsdóttir erobrede scenen solo en enkelt gang med sin stærkt vibrerende, halvakustiske tremologuitar i en følt, spinkel udgave af ’Nature Boy’.

Trio på højt niveau

Carsten Dahls trio har overtaget tjansen som husorkester i JazzHouse efter en tid med skiftende besætninger. Det er en markant forbedring. Ud over de enkelte instrumentalisters overbevisende evner fungerede kommunikationen forbilledligt blandt de tre.

Hele tiden fandt Dahl og Davidsen fælles timing, mens Stefan Pasborg lagde nogle rigtig innovative slag på bagtæppet.

I den sammenhæng udstillede trioens høje niveau også de gange, hvor aftalerne ikke var på plads med Pálsdóttir.

Resultatet var et par usikre afsnit i begyndelse og slutning med vokalindsats – og så hårdtpumpede, tætvævede solopassager i midten.

Det stjal dog ikke fokus fra en aften med overraskende og dybt interessante nyfortolkninger af jazzens urstof.