GinmanBlachmanDahl!

Copenhagen Jazzfestival, Kulturhuset Islands Brygge

Søndag d. 12-07-2009

Anmeldt af Ivan Rod for GAFFA

5 ud af 6 stjerner

Koncerten blev en af festivalens mest mindeværdige ...

Lennart Ginman, Thomas Blachman og Carsten Dahl udgør tilsammen Danmarks pt bedste jazztrio. Positionen har trioen uden større sværdslag tilkæmpet sig ved slet at ret at spille en kvalitetsbevidst musik, som – på baggrund af et højt teknisk niveau – har været båret af en humor og frigjorthed kombineret med en seriøsitet og egentlig ekvilibrisme. De tre formår – bedre end nogen anden dansk jazztrio pt – at forene seriøsitet med sjov og traditioner med fornyelse.

At det forholder sig sådan, stod igen-igen klart, da trioen optrådte som et af Copenhagen Jazzfestivals sidste programpunkter, søndag aften på Islands Brygge. Selv om en sidevind truede med at føre trioens lyd udover Amager Fælled, formåede de tre under åben himmel at skabe et fortættet rum, en klub-agtig stemning i skumringen på kajkanten. Der skal ikke herske tvivl om, at deres musik er bedre egnet til lukkede, mere intime rum, men niveauet var alligevel krystalklart for de mange, der havde trodset en ustadig vejrudsigt.

Kombinationen af Carsten Dahls ekvilisbristiske spil på klaver, Lennart Ginmans henslængte spil på bas og Thomas Blachmans temperamentsfyldte spil på trommer gør trioen eminent. Måden de tre på én gang kan tage afsæt i traditioner og standards og samtidig gør dem til deres egne – til levende organismer for øjnene af publikum – er bemærkelsesværdig. Numre som Autumn Leaves, Milestones og Take 5 blev af de tre i første sæt tilført nyt liv. De voksede, blev moderne, nutidige.

I andet sæt kom der en overraskende gæst på scenen sammen med de tre, nemlig den amerikanske trompetist John »Scrapper« Schneider. Han tilførte en ny dimension, idet han syntes at forskuppe balancen i trioen, som ellers nok må sige at være kendetegnet ved lydhørhed. De tre lyttede og lyttede, forsøgte at forstå hvor trompetistens tilstedeværelse nu bragte materialet og dets udtryk hen. Men rutinerede som de er, fandt de hurtigt en ny balance, så da slutnummeret, Caravan, kom på var der etableret en ny fascinerende balance, som bare understregede trioens teknisk / kunstneriske niveau.

Alt i alt blev koncerten en af festivalens mest mindeværdige. Fordi der blev talt til og fra både hjerne og hjerte, fordi der både var alvor og sjov, fordi niveauet bare forblev højt. Og dét skyldtes, at de tre var ét i aflæsningen af det etablerede, ét i åbenheden overfor fornyelsen og ét i improvisationen frem til denne.