Tangenter. I mere end et år satte en angstpsykose pianisten Carsten Dahl ud af spillet. Det har kostet såvel økonomi som familieliv, men han er kommet ud på den anden side. Fra på onsdag er han professor ved Rytmisk Musikkonservatorium.

af Kjeld Frandsen //df@berlingske.dk

Foto: Linda Henriksen

»Det er meget anderledes, end man har hørt det før«. Sandt nok.
Tonerne flyver som guirlander omkring os i betagende og - både fysisk og mentalt - medrivende mønstre. Vi får en urpremiere eller en smuglytning på noget, der i sin oprindelige form er kendt og elsket som et hovedværk inden for den klassiske musik, nemlig Johann Sebastian Bachs »Das Wohltemperierte Klavier«. Pianisten Carsten Dahl har nyorkestreret de 48 præludier og fugaer og spiller 27 forskellige instrumenter, herunder svenske trædeorgler, kirkeorgler, vinglas, kontrabas og trommer. Og det er nærliggende at sige, at der er meget mere end mening i galskaben.

44-ÅRIGE Carsten Dahl har gennem det seneste par årtier været kendt og elsket - også langt uden for landets grænser - som en dybt original jazzpianist, der til trods for sit imponerende håndelag aldrig har modtaget klaverundervisning.

»Jeg har haft det sådan, at jeg ikke kunne stå op og se mig selv i spejlet, hvis jeg ikke kunne spille som Fats Waller, Art Tatum eller Wynton Kelly. Det har været et tyrannisk mantra. Sådan har det også været med Bach.

En slags besættelse.« Det er nu otte år siden, Carsten Dahl indgik en aftale med det prominente klassiske pladeselskab Deutsche Grammophon om, at han som den første jazzpianist skulle indspille Bachs »Goldberg Variationer«. Siden har han indspillet det om og om igen, og sideløbende er det blevet til indspilningen af omtalte »Das Wohltemperierte Klavier«. På det planlagte 4CD-boxsæt - nu formodentligt på det tyske Sony - har Carsten Dahl ydermere indspillet sine egne »32 kromatiske inventioner«, som er inspireret af Bachs tænkemåde, men ikke så systematisk. Det er mere - i følge Carsten Dahl
- som Prokofjev og Bach tilsat noget Leo Mathisen. Endvidere er det blevet til et stort og voldsomt værk, »Den femte dimension«, som til næste år bliver uropført af DR Radiosymfoniorkestret med drengekor og vokalensemble, og som Carsten Dahl skrev i den periode, hvor angsten holdt ham væk fra musikscenen.

»FOR MIG ER DER en Carsten før og efter.

Det hele begyndte en sommerdag i 2009, hvor jeg tog ud til den lille by, hvor jeg boede med mine forældre, indtil de blev skilt, og jeg - som otte-årig - kom på kostskole. Jeg mødte et ægtepar, som kunne kende mig, og de bad mig indenfor, hvor vi sad og snakkede over en øl.

Og så sagde konen pludselig: »Vi kan huske, at du lå inde i vores dobbeltseng og græd hver dag.« Det kunne jeg overhovedet ikke huske noget som helst om. Men jeg kunne mærke, at jeg blev syg. Det med, at der var nogen, der var vidne til, at lille Carsten havde haft det så dårligt, det var noget, som slet ikke stemte overens med, hvordan jeg opfattede mig selv.

Fra da af gik det bare ned ad bakke. Og så blev jeg rigtig syg i forbindelse med indspilningen i Norge i januar 2010 af min soloplade »Effata« og af duo-pladen »I Think It's Going To Rain« med Hanne Boel.
Jeg lå og rystede på hotelværelset og blev indlagt på Oslo sygehus, men gennemførte altså indspilningen. Og så fik jeg totalt angst og røg ned i den dybe brønd. Og det med at man falder ned med hele sin krop og ikke har noget at gribe i, det er en rædselsoplevelse.

« »Så mistede jeg lysten til at spille. Og lyst til at have familie, og jeg kom i behandling og fik medicin. Og medicinen gør, at man kommer ind i en underlig klokke af ingenting. Det kan være godt, fordi man får fred til at kigge på, hvordan man lever sit liv og hvordan, man er.

Altså hvad du måtte føle for din kone og dine børn, og hvad du måtte føle for musikken.

Men det er en langsom død. Så det med medicin er nødvendigt, men det også en belastning.

Dit sociale netværk hører op. For det første har du ikke lyst til at se nogen, og de bliver også bange for dig, fordi du pludselig er en anden.

Så blev jeg enormt vred på musikken, fordi den havde afholdt mig fra at være mig selv.

Men sidenhen blev jeg grebet af dyb taknemmelighed, fordi alternativet måske kunne være at gå fuldstændig til af alkohol og stoffer eller blive kriminel eller hænge oppe i loftet.

Det, at musikken har været en velsignelse eller en nåde for mig, er blevet endnu mere understreget nu, hvor jeg er kommet ud på den anden side.« OG TIL DEN anden side hører nu professoratet på Holmen. En udnævnelse, der både er glædelig og i mere ordinær forstand også paradoksal, idet Carsten Dahl aldrig selv har lært at spille klaver.
Men som han siger: »Jeg er professor i forvandling - ikke i forvaltning.

Det gør en kæmpe forskel. Jeg er ikke klaver-professor, men står for samtidsmusik.

Helt jordnært skal jeg følge bestemte hold og få de forskellige uddannelser til at virke sammen, tænke nye idéer og afprøve nye ting, have et inspirerende samarbejde med de andre lærere og få de studerende til at blomstre.

Jeg har mange drømme og visioner, som jeg diskuterer med Henrik Sveidahl, som jo er en fantastisk rektor. Han er selv musiker og forstår det, der står mellem nodelinjerne, og det, der omgiver tonen.
Det, jeg kan tilbyde, er jo mit liv og de erfaringer, jeg har. Det er alle de tusindvis af koncerter. Det er mine op-og nedture. Det er min psykologiske indsigt i den filosofiske måde at tænke musik på. Jeg drømmer om, at mit kontor derude skal være en slags kærlighedscenter, hvor man som studerende kan komme ind og snakke om, at man savner Jylland eller er ked af, at man ikke har tjekket guitaristen Lee Ritenour ud, eller at kravene er for store, eller kravene er for små.

Den nære kontakt - de studerende og mig - det er dér, det sker.
Konservatoriet er jo et enestående sted - med så meget talentmasse. Vi skal blive stolte, og vi skal blive synlige.« AT CARSTEN DAHL I ET ÅR var ude af spillet, betød i realiteten økonomisk ruin. Men en god mæcen i jazzmiljøet har lånt ham til en lejlighed på Østerbro - dog uden klaver, det har skattevæsenet taget - og det er her, vi mødes et par gange og forsøger at kortlægge mennesket og musikeren Carsten Dahl. Vi kommer meget vidt omkring, også ud i de skygger, det mørke og de rødder, som Carsten Dahl lever med.

»Mine forældre var ikke onde ved mig.

Men jeg følte, at livet gjorde ondt. At de havde ondt hver især, som de mennesker, de var. De kunne ikke løfte den opgave og ikke skabe det rum. Jeg har forsonet mig med min mor på den måde, at vi snakker om det og har grædt sammen. Min far, som døde i 2004, forsøgte forsoning på den måde, at han kom til mine koncerter, Han var en meget blød mand i en meget hård skal. Jeg var på turné i Norge, da jeg blev ringet op, at jeg skulle komme hjem, fordi han lå på hospitalet og råbte på mig.

Det, at han råbte på mig, er det tætteste, jeg er kommet på at føle, at han havde brug for mig.

Mine forældre var ikke gearet til at få børn.

Og jeg forstår dem meget bedre i dag, hvor jeg selv sidder her og ikke kan finde ud af at være familiefar. Jeg forstår, hvad det var for nogle bevæggrunde. Det gør man ikke, når man er barn. Så bliver det bare nogle kæmpe monstre - og til ensomhed.« »I DE SIDSTE ÅR på kostskolen var jeg privilegeret, fordi forstanderparret tog sig meget af mig. Men ellers var det et forbandet sted. Mobning og drillerier, blod og slåskampe, men også et sammenhold. Når så mange mennesker er sammen, så er det den stærkeste, der overlever. Da jeg kom, var det meget voldsomt.

Jeg blev korsdøbt tre gange, fordi jeg var så lille. Det var et ritual, der endte med, at man skulle have vasket hår. Så blev man holdt i benene med hovedet ned i toilettet, hvor de andre havde pisset, og så trak de ud. Så drak man det vand og brækkede sig. Det var helt forfærdeligt.

Den slags er altså meget voldsomt, når man ikke er ret gammel, og det fortalte jeg heller ikke om, når jeg kom hjem.

Jeg har på mange måder været helt alene.

Og som sådan skulle jeg jo have været stofmisbruger eller kriminel.
Med den baggrund har jeg også haft svært ved at være i en familie. Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg har været gift to gange, men livet uden for kunsten bliver underligt akavet. En kunstig situation, hvor jeg bliver tilskuer. Jeg går rundt og gør det rigtige og længes efter at gøre det forkerte. Når jeg så gør det forkerte, følger jeg mig rigtig.
Jeg har ikke drukket i to år, og stoffer har aldrig været mig. Jeg er psykedelisk nok i forvejen. Jeg prøver at finde min fred med min opgave.« »MIN TRO kommer ikke fra mine forældre, som slet ikke var religiøse. Og på kostskolen var man ikke religiøs. Snarere det modsatte, altså et meget kulturradikalt miljø. Så jeg har ingen religiøs pietistisk baggrund at være sur på. Jeg tror, at jeg tidligt i mit liv fik en eller anden fornemmelse af indsigt i noget, som satte mig i et mørke. Og det kan man anskue fra flere vinkler og sige, at jeg har følt mig svigtet og forladt og var nødt til at holde fast i noget. Men så enkelt er det ikke. Det er også en følelse af en opgave.
Jeg tror ikke på det idealiserede gudsbillede eller på institutioner.
Jeg har det svært med religion som sådan. De nyreligiøse bevægelser i USA - de meget højreradikale - fylder mig med skræk og rædsel. Men derfor opgiver jeg ikke forestillingen om at tro. Men jeg missionerer ikke. Du kan kun have et personligt forhold til din gud. Alt andet er noget plat. Det er fint at have et fællesskab med nogle og dele nogle tanker, men det deltager jeg ikke i. Jeg går ind i Marmorkirken og sidder et par gange om ugen i stilhed. Det skal være dér, og så sidder jeg bare med lukkede øjne, og der sker ikke noget. Det er en form for meditativ tilstand.

I forbindelse med at jeg var syg, læste jeg meget Johannes Evangeliet og kom meget dybt ind i det. Jeg læste pludseligt ordene på en helt anden måde, det blev en sanselig og emotionel oplevelse. For mig er der ikke noget salvelsesfuldt, når det handler om tro. Det er et råderum. Med alle de sammensatte elementer, der er i min personlighed, er jeg nødt til at have et sted, hvor noget bliver enhed, ellers bliver det meget voldsomme kontraster. Det er en erkendelse af, at nåden er det eneste, der kan bære mig igennem. Jeg kan ikke gøre det alene. Jeg har også haft nogle drømme, hvor jeg har mødt Jesus. Altså helt vilde drømme.

Det kan man ikke sidde overhørig. Jeg kan i hvert fald ikke. Og sådan er det jo også med musikken. Musikken og troen er noget, jeg har søgt, og noget der er kommet til mig. Det er ikke noget, der er blevet tvunget ned over mig.

På den måde har jeg været friholdt til at få et legeagtigt forhold til det.« CARSTEN DAHL, som har ladet sig høre i talrige konstellationer, er ikke mindst kendt for sine solokoncerter, hvor han møder op og spiller uden nogen form for forberedelse. Altså ren improvisation.

»Det er rummet og dem, der er til stede i rummet, som bestemmer, hvordan jeg spiller,« siger han.

»Er der en snobbet mand, der tager imod mig, kan jeg godt blive sur og spille meget sur musik, og er det en meget smuk kvinde, ja, så spiller jeg smuk musik. Eller som H. C. Andersen sagde: Det er som med vand.
Alting spejler sig i mig og alting bevæger mig.«