Kærlighed, Kierkegaard og kulørte sommerfugle

Den første februar rykkede Carsten Dahl ind som professor i samtidsmusik på Rytmisk Musikkonservatorium. Tid optager den travle musiker, der også skriver bøger, læser Kierkegaard og holder foredrag om sin egen angst. For som han siger: ”Livet varer ti minutter. Hvis der er gået ni, og du ikke har levet, har du et problem.

Af Christine Christiansen

Publiceret i "Musikken" februar 2012

Sollyset brager ind gennem ruderne og blænder os på en af Østerbros formiddagstravle caféer. Det er en af de lyse, smukke morgener, som årets første måned har budt på rigtig mange af.
Carsten Dahl kommer tit på caféen og kender personalet, der smilende joker med ham hen over disken. Da den unge indehaver kommer med kaffen, rejser han sig og giver hende en varm krammer. For så intens er den travle musiker, og kærligheden er en faktor, der findes i alt – for Carsten Dahl er den tilmed en rød tråd gennem tilværelsen.

Kontoret er et kærlighedscenter

Den første februar rykkede Carsten Dahl ind på Rytmisk Musikkonservatorium som professor i samtidsmusik. Han har allerede sat sit kærlige præg på stedet.  ”Jeg har indrettet mit kontor med en briks og nogle stole fra Blå Kors, en standerlampe, ægte tæpper på gulvene og billeder af sommerfugle på væggene. Det er som et kærlighedscenter,”  siger han og fortæller, hvordan han ser sine konservatoriestuderende som sommerfugle.

”Sommerfuglen indikerer forvandling – den symboliserer overgangen fra ét stadie til et andet til et tredje. Herefter folder man sig ud og er unik som den, man er. Man flyver derfra og skaber skønhed. Det er sådan, jeg ser de studerende. De skal være dem, de er – unikke væsner.”Han tager en pause og ser op. ”Du er også en sommerfugl,” smiler han hen over cappuccinoen.

Hver dag uploader professoren fotos af de farvestrålende insekter på Facebook, og selv den sms, jeg fik som bekræftelse på interviewaftalen, var vedhæftet en eksotisk sommerfugl.
I billeder beskriver Carsten Dahl sin rolle i forhold til de studerende:
”De skal komme løbende op ad en gang, og så er jeg spejlet, som de stopper op og kikker i, mens de får en samtale med sig selv. Jeg er en katalysator for deres evner. Via min erfaring, mit liv, min følsomhed og den, jeg er, kan jeg skabe en stor klangbund, som de studerende kan gå hen og råbe eller hviske ned i. En klangbund, der kan rumme dem og tage deres ekko, så de føler sig set og rummet.”

Slip og tag ansvar

Carsten Dahl er bevidst om, at de studerende skal flyve på egne vinger.  ”Der kan opstå en kortvarig symbiose mellem mig og dem. De må gerne putte sig i min armhule en periode, men på et tidspunkt skal de slippe og tage ansvar selv. De skal have lov at gøre oprør og blive vrede – og så skal jeg være der som vejleder og mentor. Men jeg kan ikke påtvinge mine studerende de ting, jeg selv har, som de ikke har.”
Carsten Dahl ser det som sin mission at hjælpe de studerende ud af den ensomhed, der naturligt er forbundet med musikerstudiet. 
”Mange studerende går jo rundt i egne små kokoner. Jeg håber at kunne være en samlende faktor sammen med de andre lærere. Man kan være en enhed med forskellige farver ligesom sommerfugle.”
Professoren vil samle: Lige nu drømmer han om en Musikkens By i København, hvor alle genrer findes ét sted. Og så vil han have musikken tilbage på børnenes skemaer. ”Det er en katastrofe, at musik er pillet ud af folkeskolen. Der burde være musik mindst to-tre timer om ugen, fra børnehaveklasse til 10. klasse. Der må aldrig nedprioriteres i det fag. Men vores skolesystem er oldnordisk. Vi sidder på stole og får ondt i ryggen pga. nogle resultatkontrakter, den gamle regering lavede.” Professoren har flere gange haft fat i kulturministeren. Han ønsker indflydelse på ministerens planer for musiklivet, men føler sig ikke hørt. ”Jeg har skrevet til Uffe Elbæk og venter på en opringning. Ministeren burde bruge mig som en klangbund - en han kan tale med. Men han gør det ikke,” ærgrer han sig.

Kender alt til ensomheden

Et grundvilkår i Carsten Dahls liv er ensomheden. Den er der, når han sidder på scenen og forfører publikum med sine magiske solokoncerter. Når han hjemme ved klaveret eller computeren eksperimenter og komponerer nye værker. Når han skriver nye afsnit på sin filosofiske bog. Når han fordyber sig i Kierkegaards værker. Eller når han søger væk fra den kaotiske symfoni af lyde, han hører Københavns gader som. Så sætter han sig ind i Marmorkirkens mørke i to timer for at finde sin egen indre stilhed og ro og være tæt på Gud.

Ensomheden var der også, da Carsten Dahl for to år siden fik et voldsomt angstanfald og efterfølgende en dyb depression. Sammenbruddet ramte ham i forbindelse med en cd-optagelse i Norge. Den satte i lang tid en stopper for kreativiteten bag tangenterne.

”Jeg lå på gulvet og græd i fem måneder. Jeg kunne slet ikke røre klaveret. Når jeg fx forsøgte at spille jazz-standards, brækkede jeg mig fysisk. Carsten Dahl havde identificeret sig så meget med det klaver. Men inden i følte jeg, at der manglede et meningsfuldt liv for Carsten,” husker han.
Sammenbruddet fyldte ham med et indre, uendeligt mørke.
”Jeg følte, at intet havde værdi. Og jeg følte, jeg mistede skønheden. Indeni var der vrede, og jeg mistede kærligheden til min kæreste, mine børn, mine omgivelser. Så røg jeg ned i en sort, dyb brønd. Jeg blev skilt fra den Carsten, der var der før. Og fra dele af min måde at opfatte verden på.”

Kærlighed kan ikke ejes

Under sygdomsprocessen erfarede Carsten Dahl, at vi ikke kan besidde kærligheden – uanset, hvor gerne vi vil.  ”Vi ligger og putter og sutter og vil gå i symbiose med hinanden for at få alt det, vi ikke fik i opvæksten. Men vi kan ikke eje kærligheden; det skal vi holde op med at tro. Når det kommer til kærligheden, bliver vi narret af vore egne dybe infantile behov for tryghed og for at kunne forsvinde ind i hinanden. Det er meget naturligt. Men det gør også, at man forsvinder for sig selv. Så ophæver man sine grænser - med den fare at man ikke fastholder sin egen autenticitet,” siger han og hentyder til, at mange er begyndt at gøre op med tosomhedstanken.

”Folk har flere partnere. De vil leve på nye måder; finde kollektiverne igen. Vi kan jo ikke holde det ensomme lort ud mere. Vi skal elske hinanden, elske med hinanden. Dele ud af det lys, vi har, og være derfor hinanden. Efter 90’ernes og nullernes puritanske tidsalder må vi frem med armsveden og væk med al den parfume. Kom i gang med at være menneske,” råber musikeren opildnet og giver et eksempel fra sit eget liv:  ”Jeg er selv begyndt at svede helt vildt med vilje – det lugter meget bedre.”

Ser sygdommen som en styrke

I dag ser Carsten Dahl på mange måder sygdommen som en styrke. Kampen tilbage til klaveret og til verden gav ham en forståelse af livet og sig selv, som han i dag ikke ville være foruden.
”Jeg ser stadig livet som en gave – noget smukt. På en vis måde ville jeg ikke have undværet min sygdomsperiode, for den indsigt, der er forbundet med at komme så dybt ned i det grumsede vand i brønden eller højt op at flyve, er fantastisk. Men det gør ondt at få den indsigt. Det gør skide ondt, når man falder ned og ikke kan flyve, og det er skræmmende at synke så langt ned i sit eget mudder, at man er ved at drukne, og det er mørk. Men selve livsindsigten og kærlighedsforståelsen – den ville jeg ikke undvære.”

Vil aftabuisere angsten

En af Carsten Dahls missioner er at aftabuisere angst og depression ved at fortælle om sin sygdom. Han gør det i forbindelse med sine koncerter. ”For nylig spillede jeg en koncert på Testrup Højskole. Publikum fik mulighed for at stille mig spørgsmål i to timer. Det elsker jeg. Så får jeg lejlighed til at tale lidt om angst. Når jeg er ude at spille, føler jeg en stærk trang til at tale om det. Samtidig udfordrer jeg mig selv – det er spændende.”

Han beskriver, hvordan han bringer emnerne i spil på scenen.
”Jeg fortæller folk, at det ikke er nogen hemmelighed, at jeg har lidt af panikangst og haft to store depressioner og været på psykofarmaka en periode. Så bliver folk helt skræmte. Men efter ti minutter løsner stemningen sig op. Folk begynder at stille spørgsmål, og bagefter kommer de op på scenen og tager min hånd. På den måde bliver det nemmere for dem at forstå, hvis en i deres egen familie fx lider af angst.”

Vi er alle sammen syge

Grundlæggende er alle mennesker syge, mener Carsten Dahl.
”Vi skal holde op med at tro, at raskhedsbegrebet er det rigtige, for i virkeligheden er vi alle sammen syge. Så løber vi rundt og er stressede. Ingen rører ved hinanden længere; ingen taler sammen. Hvor skal man så gå hen med sin dødsangst eller sit behov for at tale med nogen?” spørger professoren kritisk og kommer selv med et konstruktivt forslag.
”Jeg drømmer om 35 spredte, åbne, menneskelige ambulatorier rundt omkring i Danmark, hvor folk kan komme med deres angst og depression. Der skal være en præst, en psykiater og to psykologer tilknyttet. Nogle gange har folk bare brug for en samtale. Nogle gange skal de henvises til det psykiatriske system. I dag har vi ikke nogen ordentlige tilbud. Det er ikke et moderne samfund, men et oldnordisk efterslæb.
Carsten Dahl hæver stemmen:
”Vi har rigtig, rigtig travlt; vi lever åndeligt som i 1812, men vi er jo i 2012. Vi skal fremme den frie ånd. Det åndelige, det spirituelle, vores kærlighedsbegreber. Hvor skal vi hen, hvor kommer vi fra? Det har vi svigtet at debattere siden tresserne; ja siden krigen, hvor vi havde brug for at tale om de her ting. Siden da har alt været en deroute nedad. Vi har rykket os videnskabeligt og økonomisk, og det er godt. Jeg underkender ikke videnskaben. Men det åndelige har helt vi overset. Vi har adskilt noget væsentligt i vores iver efter at bevise, hvor dygtige vi er, hvad vi kan og skal.”

En guddommelig gnist

Han kalder det et big bang og kredser om det religiøse.
”Der findes en kæmpe, kæmpe lyssøjle, og vi alle har fået en guddommelig gnist. Men vi har overset, at kun når vi lægger alle gnister sammen i fællesskabet, kommer vi hver især til at lyse rigtigt. Når man mister besjælingen, ånden, tilhørsforholdet til noget – så mister man også fællesskabet.”
For Carsten Dahl er det brændende nødvendigt, at vi vågner op og genfinder kollektivismen og kærligheden, før det er for sent.
”Livet varer ti minutter. Vær klar over, om der er gået to eller ni. Hvis der er gået ni, og du ikke har levet – så har du et problem,” advarer  professoren, der beskriver livet som konstant en metamorfose:
”Forvandlingen foregår hele tiden. Intet bliver ved. Parforhold, musikstilarter - det fortsætter i nye former. Man kan måske genopfinde noget i hinanden og i musikken. Men selve øjeblikket, hvor noget nyt opstår, har at gøre med, hvor nærværende vi er i livet. Og om vi tør tage chancer.”
Han tager en ny pause og citerer Kierkegaard:
”Det er op til hin enkelte at møde sig selv, sin skaber, sin tidslinje, sin tid. At møde sit øjeblik. Møde sig selv som den, man er. Tage det på sig, der er inde i én. Det, man er bange for at se. Den vrede, man frygter i sig selv. Den seksualitet, man skammer sig over. De ønsker, de drømme, man har, som man er bange for at leve ud, fordi man er bange for at træde i karakter, bange for at være til.”
Så kommer han med et uhyggeligt eksempel:
”Som 63-årig risikerer du at vågne op og opdage, at du har brugt 12 minutter af dit 10 minutter lange liv. Vi ved jo alle sammen, at vi skal ned og rode med ormene, og så kommer angsten. Den er proportional med, hvor lidt du har levet; hvor lidt du har været til stede. Derfor starter det nu. Det er ikke i morgen eller på mandag. Men nu.”