Interview af Peter Nicolai Gudme Christensen for Politiken.

Publiceret 15. januar 2012

Som pianist har han selv brugt mesterskab og perfektionisme til at undertrykke sin angst og ensomhed, indtil en voldsom depression tvang ham til bunds i mudderet. Han kom op igen med en mission om at hjælpe andre. Fra næste måned står Carsten Dahl parat til at gøre landets dygtigste unge musikere endnu dygtigere.

Plong. Carsten Dahl rammer en tangent. Bevægelsen er hastig og klodset, som om han pludselig greb ud efter noget under klaveret, og tangenterne tilfældigvis var i vejen for hans pegefinger. Tonen ringer højt, skurrer lidt i luften og dør så brat ud.

»Men så prøv at hør’ her«, siger han, krummer sig let sammen over klaveret, lukker øjnene sammen som i smerte. Hans ører er et par kæmpe tragte, og næsen snarere en tud, men koncentrationen tilfører gadedrengefjæset noget følsomt. Han nærmer højrehånd til tangenten og trykker den ned. Sagte, men bestemt. Auuummm. Tonen synes ikke at ville høre op, men bliver ved at flyde fra klaveret. Carsten Dahl åbner et par klare, blå øjne, smiler. Hans finger tillader langsomt tangenten at løfte sig, og med venstre hånd laver han en forsigtig, glidende bevægelse, synkron med lydens bølger. Som søsatte han et papirskib. Endelig klinger tonen af, og han kigger mig ind i øjnene. Blikket er en værtindes, spændt på om gæsten kan lide maden. »Kan du høre forskellen? Nu bliver du nysgerrig efter at høre, hvilken tone, der følger efter, men jeg trækker stilheden ud«.

Vi befinder os på Holmen, i kantinen på Rytmisk Musikkonservatorium, der per første februar tilknytter Carsten Dahl som professor i rytmisk samtidsmusik. Her skal han fungere som underviser, projektvejleder og forsker. Og i dette øjeblik har jeg lokket ham til klaveret for at demonstrere, hvad han mener, når han taler om, at en lytter kan fornemme musikerens intention og hele tilstedeværelse i øjeblikket, når han trykker en tangent ned. Noget han har sagt til mig, da vi nogle dage tidligere mødes i hans hjem.

»Når du tager en tone, er den omgivet af noget. Et initiativ. Og en stilhed. Af space. Det er dét, der er vigtigt. Det, der antænder tonen. Stilheden uden om selve aktionen. Når du bliver optaget af det, så lyder din musik anderledes«, har han fortalt mig.

For Carsten Dahl opstår det væsentlige i musikken lige så meget i stilheden og efterklangen som i tonen selv. I mystikken, der vækker den lyttendes fantasi. Og i virkeligheden mener han ikke rigtig, at man kan undervise i musik.

Fra larve til sommerfugl

»Selvfølgelig kan man undervise i musik. Man kan sige, »du skal flytte fingrene sådan, så spiller du den akkord«. Men i princippet er det vigtigere, at stille sig til rådighed med din kunnen, med din erfaring, med din filosofi«, siger Carsten Dahl.

Han mener, at det er lige så vigtigt at arbejde med de studerendes drømme, ambitioner og selvopfattelse. Fordi det ikke er nok at udvikle sig teknisk, hvis det åndelige ikke følger med, siger han. Det er vigtigt, at de unge »indtager deres eget rum«, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at indtage en koncertsal. Og han taler om, at han gerne vil stille sig til rådighed for de søgende unge mennesker som en »klangbund«.

På sit kontor på Rytmisk Konservatorium vil han skabe et »kærlighedscenter«, med sommerfugle over det hele. Carsten Dahl har et særligt forhold til sommerfugle. Også i sit hjem har han væggene fulde af udstoppede eksemplarer i glas og ramme. Og han ønsker at hjælpe de studerende med at udfolde sig fra puppestadie til flyvefærdige insekter.

Blandt de studerende er der sikkert nogle, der, som jeg selv, er lidt firkantede og tænker »Jeg forstår, hvor du vil hen. Men det lyder subjektivt. Det er din opfattelse af, hvordan det hele hænger sammen«. Vil studerende med konkrete problemer ikke savne en løsningsmodel?

»Helt bestemt. Men i min verden er der mulighed for at tale om det konkrete. Også«.

Carsten Dahl har masser af erfaring med det konkrete. På konservatoriet i Esbjerg underviste han for eksempel vordende pianister igennem fire år midt i halvfemserne. Men det er ikke det, der er formålet med hans professorat på Rytmisk Konservatorium. Her skal han snarere være med til at skabe noget liv, siger han.

»Jeg er ikke ansat som en, der skal revolutionere et hovedfagsområde. Jeg er ansat som professor i musik – samtidsmusik hedder det oven i købet. Et udtryk, jeg ikke bryder mig om, fordi der også er en fortid og en fremtid. For mig er det bare ’professor i forvandling’. I kunsten er det én lang metamorfose, man går igennem. Fra larve til sommerfugl. Og hele den forvandling må være mit hovedområde. Man skal altid kunne komme ind til mig og snakke om de lidt større ting«, siger Carsten Dahl, der har iført sig en sixpence, inden vi startede samtalen. Fordi den »holder på energien«.

Ifølge ham er en af de vigtigste ting, de studerende har brug for, en rummelig indstilling til sig selv.

»Problemet er, at vi som enkeltmennesker meget ofte fokuserer på nogle meget få negative ting ved os selv. »Jeg burde også ... «, eller »hvorfor gør jeg aldrig ...«. Og det kommer der intet godt ud af«.

Strengt genreridt

Det med at være hård ved sig selv kender Carsten Dahl alt til. I omkring 30 år har angsten for hans egne begrænsninger fået ham til at presse sig selv i øvelokalet og holdt ham sulten efter hæder. Han hader betegnelsen jazzmusiker, synes, den er snærende, når han nu interesserer sig for så mange andre genrer, og uden besvær fortolker Bach. Alligevel er det gennem jazzen, han har fået sin oplæring. Det er den, de fleste forbinder ham med, og det er inden for jazzen, at han har været mest forslugen genremæssigt. Allerede tidligt satte han et strengt dogme for sig selv.

»Jeg skulle kunne spille i alle stilarter. Jeg kunne ikke acceptere, at jeg ikke kunne spille swing. At jeg ikke kunne spille dixieland. At jeg ikke kunne spille bebop, cool, moderne jazz, avantgarde. Det blev til øvelser for mig. Jeg gik med hud og hår ind i hver stilart«.

Men Carsten Dahls ærgerrighed har kun levnet ringe plads til de andre følelser. Et problem, han først for alvor fik rettet sin opmærksomhed mod i slutningen af 2009, en dag han kørte en tur til sin barndoms landsby, Slagslunde i Nordsjælland.

Uanmeldt kiggede han ind hos de gamle naboer, parret overfor, der ikke havde set ham, siden han var ti år. De kunne sagtens kende ham og blev glædeligt overrasket over besøget. De havde endda fulgt lidt med i hans karriere, og nej hvor var det fantastisk, alt det, han havde opnået. Så pludselig mindede nabokonen Carsten om noget, han havde fortrængt. At han som barn ofte lå i deres dobbeltseng og græd. På vej hjem i bilen var Carsten rystet over at have fået vakt det ubehagelige minde til live. I et syn oplevede han, at kødet gled af knoglerne på ham.

»Mit liv har formet sig som en lang deroute af opture, hvor der indimellem er kommet en afregning«, beskriver han sit livsløb.

Omtumlet udgangspunkt

Det er de færreste, der anvender ordet deroute om kunstnerisk anerkendelse og karrieremæssig succes. Carsten Dahl gør.

I løbet af de sidste 15 år har han udgivet i hvert fald lige så mange album og har vundet masser af priser. Han er blevet belønnet med en Grammy eller Danish Music Award. Anmelderne beskriver ham som en virtuos og inderlig improvisator på sit instrument.

Men først nu, i en alder af 44, er han ved at nå frem til noget, der ligner et passende, om end omtumlet, udgangspunkt for resten af et righoldigt liv.

Han har tre børn og er efter ti års samliv i gang med at forlade sin anden kone. »Civilstatus, fucked up«, kalder han det. Han bor alene i en lejlighed på Østerbro. Han skal være professor. Han har en udgivelse af Bachs berømte klaverværker ’Das Wohltemperierte Klavier’ og ’Goldbergvariationerne’ på vej på et tysk pladeselskab. Han spiller koncerter med sin gruppe, Experience. Han skriver på en selvbiografisk bog. Han har komponeret en torsdagskoncert til P2, der skal uropføres næste år. Han har et uoverskueligt banklån. Han tager antidepressiv medicin. Men dog ikke i samme mængder som for små to år siden, da han stod over for sit livs største afregning.

Dengang fratog en dyb depression Carsten Dahl lysten til overhovedet at røre sit klaver. Sammenbruddet indtrådte i Oslo i begyndelsen af 2010, efter at han i løbet af en enkelt dag havde indspillet solopladen ’Effata’. Ordet effata er aramæisk og betyder ’luk dig op’, en reference til Jesus, der giver en døvstum hørelse og tale tilbage i Markus-evangeliet. Frelseren beder ham om ikke at omtale det, men den helbredte plaprer ud med miraklet.

Under optagelserne oplevede Carsten Dahl, at hans egen styring af tekniske virkemidler og inspiration måtte vige pladsen for en musik, der bare strømmede ud af fingrene på ham. Et album blev det til, og ifølge anmelderne et fremragende et af slagsen, men bagefter var han fuldstændig nedbrudt. Da han kom hjem, blev han indlagt og medicineret. Og da han var blevet udskrevet, kunne han igennem næsten et halvt år ikke holde ud så meget som at kigge på sit instrument. Det gav ham kvalme. På grund af alt, hvad det repræsenterede. »Det repræsenterede et misbrug af Carsten. Carsten Dahl misbrugte Carsten. Og da jeg blev syg, kom Carsten frem og sagde »pil af, pomfrit« til Carsten Dahl«, siger han, mens han vrider filteret af en cigaret og tænder den.

 

Misbrugeren

Og hvem var han så, misbrugeren? Han var i hvert fald afhængig af ros. Han var én, der gerne ville udrette det fantastiske. Bevise sit talent for alverden. For måske at finde kærligheden ad den vej.

Misbrugeren begyndte at øve sin indflydelse på Carsten, da forældrene blev skilt og Carsten sendt på kostskole, 10 år gammel. Men inden da, faktisk så langt Carsten Dahls hukommelse rækker tilbage, har han haft problemer med at indgå i nære relationer med andre mennesker. Specielt i sin familie. Som lille dreng var han altid overfølsom over for stemninger og indtryk. Han kunne fornemme, hvad folk ville sige, inden de sagde det. I medicinsk forstand led han allerede fra 9-års alderen af panikangst. Den gjorde Carsten utryg, fik ham til at trække sig ind i sig selv. Helst ville han bare være i fred.

Men han elskede musik. I timevis sad han ved sine forældres chatol, hvis form mindede om et klaver, og mimede, at han betjente tangenterne, mens faren spillede alt, hvad han havde i sin varierede pladesamling, for ham. Fra Black Sabbath til Herbert von Karajan. Faren stillede sig dog ikke tilfreds med, at Carsten fandt nydelsen alene i det at lytte og efterligne sine musikalske forbilleder. Ville han rode med musik, var det ikke nogen leg.

»»Du skal være den bedste. Alt andet gælder ikke«. Det har han sagt til mig. Det blev en grundtone i mig«, siger Carsten Dahl, mens han svinger sine fødder og et par sorte håndboldsko op på armlænet i sofaen, han sidder i. Han suger på sin filterløse smøg.

 

Beskyttelsesrum

Mødet med kostskolen virkede ikke ligefrem befordrende på Carstens evne til at knytte bånd til andre mennesker.

»Det var et forfærdeligt sted. Ydmygelser, overgreb, misbrug, bank og mobning. 120 drenge, der hver især havde det ad helvede til«, siger Carsten Dahl.

Hver dag efter undervisning søgte han skjul fra skolegårdens tæv i skolens lydisolerede øvelokale, hvor han hamrede på trommerne, indtil det var tid at krybe i seng.

»Der er mange forskellige vinkler på, hvad musik er for mig. Som dreng tror jeg, at det var et sted, hvor jeg var samlet. Så var jeg. Resten af tiden var jeg ikke noget. Der var jeg ude af mig selv. Den blev brugt som et sted, hvor jeg lukkede mig inde«.

Musikken blev et middel til overlevelse, men også en flugt, der udsatte smerten.
»Musikkens rum blev min redning. Men også en substitut for ægte nærhed. Den nærhed, som jeg savnede med mine forældre. Og mit nervesammenbrud for to år siden handlede netop om, at jeg kom i kontakt med den der dreng. Og han havde det fandeme ikke særlig godt. Jeg blev tvunget til at anerkende de følelser, jeg havde dengang. Per efterkrav. Sådan lige, nå ja, 33 års efterkrav. Det udløser en depression. Det er også kemisk, mangel på serotonin, og hvad man ellers bruger af forklaringer, men grundlæggende opstår en depression, fordi man ikke har anerkendt sine følelser«.

Når Carsten Dahl taler, har alting gennemgående to forklaringer. Big Bang og Darwin udelukker ikke en tro på Jesus og en guddommelig flamme, som alle mennesker ejer en del af i sig. Ligesom Freuds forklaringer skal suppleres med kemisk analyse. Han fortæller gerne og længe om de aktive stoffer i sin medicin. Om, hvordan de går ind og stabiliserer niveauerne af stoffer i hans eget nervesystem.

Umiddelbart efter sammenbruddet i Oslo var dosen så høj, at det stabiliserede Carsten Dahl i en sådan grad, at der knap var noget menneske tilbage i ham. Den stærke antidepressive medicin Effexor lukkede ned for angsten, men lagde samtidig låg på følelser, lyst og drift. Selvsagt en stor frustration i forholdet til kone og børn.

»Elsker du mig ikke? Jo, men jeg elsker også Nutella. Sådan er det at være på Effe-xor. Man bliver fri af sygdommen, men du får samtidig en anden sygdom. Den hedder empatisk kynisme«, siger han.

 

Intermezzo

Men lad os for en kort bemærkning vende tilbage til Carsten ved klaveret i kantinen på Rytmisk Musikkonservatorium. Vi røg ud af en, nå ja, tangent og efterlod ham, mens han forsøgte at anskueliggøre sine teorier om toner og stilhed. Han har forsøgt at demonstrere sin pointe med lyd. Nu vil han have, at jeg skal føle det. Altså ikke med hjertet, men med følesansen.

Han tager min hånd som for at læse i den og beder mig om at slappe af. Så giver han sig til at bearbejde min håndflade med fingerspidserne. Indimellem med lette, kildrende strøg. Indimellem med masserende tryk. Det er egentlig meget rart. Indimellem stikker han bare sine fingre ned i huden på mig. Og holder dem der uden yderligere bevægelse. Uden at berøringen indeholder nogen form for kommunikation. Det er lidt irriterende, faktisk. Et let forstyrrende sanseindtryk, ikke ulig lyden af generatoren i et køleskab.

»Du kan godt mærke, hvor jeg vil hen, ikke?«, smiler han til mig. »Jo«, svarer jeg, forbløffet over, hvor naturligt, det føles at sidde med min interviewperson i hånden. »Nogle af berøringerne føles som kærtegn«, siger jeg. »Netop. Det handler om at kærtegne tangenterne«, svarer han.

 

På bunden

I den periode, hvor han var mest syg, læste Carsten Dahl meget i Johannesevangeliet. Læsningen gjorde ham opmærksom på, hvad han havde forsømt under arbejdet med at blive den bedste.

»Jeg fandt ud, at jeg havde levet med en gud uden nåde, uden barmhjertighed, uden kærlighed. Det havde jeg simpelthen ikke undt mig selv. En meget stor del af sorgarbejdet efter en depression er at tilgive dig selv. Og det sværeste for os mennesker er at vise os selv nåde. Det er næsten en håbløs opgave«, siger Carsten Dahl. Som endelig tillod sig at se på sig selv med milde øjne, efter at depressionen havde fået ham til at give fuldstændig slip på sig selv og sin kunst.
»Der kommer et punkt, hvor et menneske har grædt sig ud på den anden side. Jeg græd, græd og græd mig frem til at acceptere nåden«.

Først da tillod Carsten Dahl sig at stifte bekendtskab med alle de følelser, der var gemt af vejen så længe. Alle de følelser, han har været bange for at rumme, som han har været bange for skulle ødelægge det idealiserede billede af den gode, dygtige, fantastiske Carsten Dahl. Sorg, vrede, uretfærdighed, seksualitet, misundelse. Han sammenligner den menneskelige sjæl med en sø. På overfladen er der roligt og smukt, men nede på bunden er der grumset. Dér lurer krænkelser, jalousi, begær og andre ting, vi skammer os over.

»Men det nytter ikke noget ikke at kende de følelser. Jeg tror, at hvis man skal blive fuldt ud sig selv, så er man nødt til at gå igennem det grumsede vand. Jeg skal lige love for, at depressionen var en shamanistisk opvågnen. Der oplevede jeg, at jeg ikke var klar over, hvor grumset der egentlig var. Det høres i min kunst nu. Den er blevet meget mindre behagesyg. Den er blevet mere direkte, kontant og ud over scenekanten. Rejsen gennem det grumsede vand gør kunsten meget dybere«.

Dyrker du så det grumsede vand nu?

»Ja. Jeg bestiller sgu ikke andet. Og har det rigtig godt med det. Hvis du er bange for at gå ned i det, er du hele tiden i forsvar. Hele tiden på vagt over for, om der er noget, der kan vælte din identitet. Og derfor er det lykke at blive så syg. På en vis måde. Det kunne også være ulykke. Jeg kunne hænge der«, siger han og skæver op til krogen i loftet, som lampen i stedet hænger ned fra.

 

Viljen til skønhed

Carsten Dahl er angstambassadør i Psykiatrifonden. Det betyder blandt andet, at han tager ud og holder foredrag om sine egne brydekampe med sindet. For eksempel en tre timers seance i Vega, hvor han spillede og fortalte om sin sygdom for 300 mennesker. Han kalder det for en forpligtelse. En forpligtelse til at hjælpe med at aftabuisere sindets lidelser.

»Det er de små ting, der kan gøre en forskel, når man har det dårligt. Fordi man er så påvirkelig. Så hvis man pludselig føler, at der er et menneske, der kan sætte ord på tilstanden, kan det pludselig føles, som om sygdommen er en gave.«

Du bruger selv ordet identitet. Du har vel selv haft en ret stærk identitet, som musiker, at falde tilbage på. En evne, du har trænet op igennem et helt liv. Der er jo folk, der bliver syge med depressioner, og som ikke har udrettet noget, i samfundets øjne, relevant ...

» ... og de kan måske ikke lige identificere sig med, at jeg står deroppe og siger nogle ting«, færdiggør han min sætning og anerkender, at ikke alle har de samme forudsætninger for at komme helskindet ud af en depression.

»Hvis ikke du har noget som helst netværk, ikke har nogen som helst profil, du kan hænge din hat op på, er du ekstremt udsat. Og overladt til systemet. Du får nogle piller og bliver tilbudt noget terapi. Du bliver måske indlagt en uge og sendt hjem igen til ingenting. Eller en familie, der ikke forstår dig. Så er det ikke så underligt, hvis du tænker, »jeg er verdens mest forfærdelige menneske. Der er ingen, der elsker mig««, siger Carsten Dahl. Og fortsætter:
»Men dér kan det alligevel være, at fordi jeg står deroppe til sådan en lejlighed og siger noget positivt, spiller noget smuk musik, at det kalder på noget ... smukt. Som måske kan gøre en forskel«. Carsten Dahls stemme bliver lys og spinkel af forhåbning.
»Måske kan det ikke gøre en forskel. Men jeg skal sateme da prøve. Det er min forbandede pligt. Frem for at sætte mig hjem i lænestolen og skide på alle andre«.

 

Køkkenvejen

Udbyttet af de ensomme trommetimer i kostskolens øvelokale blev, at Carsten Dahl allerede som 14-årig begyndte at arbejde som studiemusiker og spille med forskellige bands. Efter 10. klasse blev han staldkarl på en svinefarm, hvor han i et år passede svin og skovlede møg om dagen, mens han øvede sig på trommerne om aftenen.

»Det var fantastisk. Et simpelt og konkret liv. At gå der og arbejde blandt grisene i den dampende halm«, siger Carsten Dahl og smiler længselsfuldt.
Som 19-årig blev han optaget på Rytmisk Musikkonservatorium i København, men efter to år fik han lyst til at starte forfra med et nyt instrument, klaveret, fordi trommerne begrænsede ham i at udtrykke sig gennem melodier og harmonier. Men konservatoriet ville ikke give ham lov til sådan pludselig at skifte; han kunne jo ikke læse noder, drengen. Men den amerikanske trommeslager Ed Thigpen, der på det tidspunkt var professor på konservatoriet, truede med at sige sin stilling op, hvis ikke Carsten kom ind som pianist.

»Ed har været som en far. Og som en morfar. En mentor. Ed var jo spirituelt en meget klog person. Han kunne se nogle af de ting, jeg sloges med«.

Carsten Dahl fik gjort klaveret til sit, og han har også lært sig at komponere, men han kan stadig ikke læse noder. Det er ikke så afgørende, synes han.
Til gengæld sætter han præcision i det musikalske håndværk meget højt. Overraskende højt for en mand, der taler om kærlighed, sommerfugle og forvandling i forbindelse med sit professorat. Det bunder i det slid, han selv har lagt i at mestre alle genrernes konventioner. Og som han, til trods for de følelsesmæssige afsavn, ikke ville undvære for noget i verden.

»Jeg er gået køkkenvejen. Igennem Finn Zieglers køkken, gennem rejemadder og cigaros. Og har fået et par lussinger af mutter ude i køkkenet og spillet ordentligt. Det findes nok ikke mere i dag. I dag har de nærmest en kunstnerisk profil, inden de kommer ind på konservatoriet. Vi kan alle sammen tage en laptop og vj’e og tage en solhat på og lave et eller andet obskurt band, hvor man først skal pisse ned i klaveret, inden man synger i kor. Men jeg stiller spørgsmålet: Kan de spille, eller kan de ikke spille? Det er min opgave. Og der er jeg benhård. Benhård. Jeg vil også gerne være åben og kærlig og sige »prøv sådan og sådan«. Men man skal ikke komme og foregive noget. Prøve at snyde. Det gider jeg sgu ikke«.

Pludselig finale

Apropos køkkener. Der sker noget mere ved klaveret i konservatoriets kantine. Hvor Carsten Dahl er ved at give mig et lynkursus i, hvordan en følsom pianist kan massere vellyd ud af sit instrument. Pludselig beslutter han sig for, at vi er klar til at tage hul på et nyt kapitel af pensum i jazzimprovisation for ignorante kulturjournalister. Han vil lære mig om rytmik. Og snart danser hans fingre frem og tilbage over tangenterne i en munter, lidt skinger fire fjerdedels takt. Hænderne krydser ekvilibristisk hinanden, mens han spiller takten i sløjfe. Hans cyklus er bevidst forsinket, forklarer han. Han giver sig til at nynne samtidig. Og stampe i gulvet. Øjnene lukker sig.

Men så kommer kantinens kok hen til os.

»Det kan godt være, I selv synes, det lyder fedt, det der«, siger han. »Men vi er altså nogle, der prøver at arbejde her. Og det er ret stressende, når I spiller«.

Carsten Dahl slipper tangenterne, som en dreng taget i at tegne med farvekridt på spisestuevæggen.
»Nåh ja, men det var bare fordi, vi lige er ved at lave et interview«, forklarer han.
»Det kan godt være, men der er et øvelokale lige ovenpå«, insisterer kokken.
Vi afslutter lektionen og rejser os for at gå udenfor, så Carsten Dahl kan ryge en smøg. Men inden kokken forsvinder ud af hørevidde, får forvandlingsprofessoren alligevel lige det sidste ord.
»Jeg troede, det I savnede herude, var lidt mere liv«.