Multipianisten

Berlingske Tidende, 5. marts 2003
Af Kjeld Frandsen
Foto: Erik Refner

»Jeg lader altid tilfældet råde. Eller øjeblikket råde. Jeg kan stå op om morgenen og gå rundt i min morgenkåbe og ryge ti smøger. Så opstår der altid energier. Det kan godt være, at jeg ved, hvad jeg skal den dag. Jeg skal spille koncert eller mødes med nogen. Men alligevel er det altid tilfældighederne, der skaber dagen. Der er altid nogle impulser ovenfra, der bestemmer min dag.

Selvfølgelig er der dem, der vil sige: Det er typisk dig. Du fralægger dig ansvaret ved at tage din fornuft væk. Så kan vi andre gå og rydde op efter dig. Og det kan de jo have ret i. På den anden side synes jeg, at det, at man ikke ved noget, det er jo det, der er magien og skønheden i livet. For mig er ethvert forsøg på at regne noget ud simpelthen dårlig energi. Og på mange måder lever jeg præcis, som jeg spiller.«

Den 35-årige pianist Carsten Dahl har den sidste halve snes år været med i talrige danske og internationale konstellationer. Han er pianisten bag sangerinden Cæcilie Norby, han har skrevet musik til filmen »Charlie Butterfly«, han har sammen med bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Thomas Blachman dannet en trio, der netop har tegnet kontrakt med det prominente amerikanske selskab Verve, og sammen med den norske bassist Arild Andersen og den franske trommeslager Patrice Heral har han det sidste års tid vakt opsigt ude i Europa - både på koncertscenerne og med CDen »The Sign«.

Mange dimensioner

Hvorfor spænder du så vidt?

»Det er vigtigt, at man som jazzmusiker får sagt, at man ikke er endimensional. For det er en meget udbredt opfattelse. I dag er der så mange farver og paletter, og jeg laver forskellige ting og er forelsket i forskellige æstetikker, og det ene farver det andet.

Selvfølgelig er der jazzmusikere, der kan blive stående i én type musik og perfektionere den. Men jeg har bare for meget knald i kasketten til, at jeg kan gøre det. Jeg er forelsket i livet, og livet er ikke bare én ting.«

Lige nu er Carsten Dahl i studiet med sin kone, saxofonisten Christina Nielsen, som indspiller en CD i eget navn. Carsten Dahl, der producerer sammen med teknikeren Kæv Glieman, har med keyboards, bas, guitar og trommer lagt bund i musikken. Der bliver lyttet intenst, og så mangler der lidt strygere, som Carsten Dahl straks lægger på med en syntheziser, og så ville det være godt med lidt congas, og Carsten Dahl sætter sig ved trommerne - og så er de på plads. Det er muligt, at tilfældighederne råder, men det samme gør ørerne, håndelaget og disciplinen.

»I de sidste to år har Christina jo mest været mor. Men nu er hun tilbage i studiet, og hun har morderlig lyst til bare at swinge igennem - spille noget cool, lækkert og dansevenligt musik. Hun spiller den fedeste soul-sax, mens jeg hopper rundt og spiller instrumenter som en sindssyg og producerer sammen med Kæv. Devisen er for denne her plade er: Soul - gi' slip. Det er blevet så anstrengt at være menneske. Her er glæden og varmen.«

Langt ude indspilning

Carsten Dahl udsender netop nu som den første danske jazzmusiker en tre-dobbelt CD med solo-klaver, primært i den totalt improviserede form, der især kendes fra den amerikanske pianist Keith Jarrett. Og Carsten Dahl lægger ikke skjul på, at det improviserede soloklaverspil lige nu er hans stærkeste kunstneriske udtryksform.

»Det var slet ikke meningen, der skulle laves tre CDer. Det var Sørens idé (Søren Friis, jazzredaktør og producer, red.). Jeg kom jo med mine live-indspilninger, blandt andet den, der hedder »Transformation part 2«, der er indspillet i Copenhagen Jazz House i 1996, og som virkelig er et syret stykke, hvor jeg også spiller fløjte og råber og skriger. Jeg var ret langt ude på det tidspunkt. Havde det dårligt og drak som et hul i jorden. Men jeg synes alligevel, at det skulle udgives og dokumenteres.

Jeg spillede det for Søren - sammen med en optagelse fra 2001. Men så blev han fuldstændig panikslagen ved tanken om, at det skulle udgives. Så han bad mig gå i studiet og indspille noget musik dér, hvor jeg befinder mig nu. Det gjorde jeg, og det blev til de numre, der er på den CD, der hedder »Moments«.

Så syntes Søren, at jeg skulle spille nogle standards. Det var jeg ikke så meget for. Jeg syntes, det var vanvittigt og anstrengende lige pludselig at skulle spille standards. Jeg tog så nogle af de melodier, som jeg spillede på mine første to trio-plader for at se, hvordan de egentlig ville lyde i dag. Jeg fornemmede, at der var sket et eller andet, og da jeg spillede dem, lød de på samme måde som »Moments«-numrene: Masser af luft - og god tid til melodien. Ja, jeg genopdagede melodierne. Det er jo nogle fantastiske melodier. »Over The Rainbow« spiller jeg fuldstændigt minimalistisk - med pedalen i bund - bare melodien - uden, at der sker noget.«

Det vil sige, du har ikke tænkt så meget over det, før du begynder at spille?

»Jeg er fuldstændig tom i hovedet. Ja, der skal være den her friske stilhed. Udgangspunktet er stilhed. Det holder jeg fast ved. Også, når jeg spiller koncert. Jeg går ind uden overhovedet at vide, hvad der skal foregå. Jeg skal bare prøve at lade rummet, formen og stemningen bære mig et sted hen.«

Carsten Dahl har aldrig lært at spille klaver. Han har heller aldrig lært at male, men til sommer skal han have fernisering i »Jazzkælderen« på jazzfestivalens første dag.

»Jeg drømte, jeg kunne male, så jeg ønskede mig pensler og lærreder i julegave. Dem fik jeg og gik så bare i gang. Og i løbet af meget kort tid ringede de fra en kunstforening og spurgte, om jeg ville udstille. Det gjorde jeg så - og solgte 20 billeder. Det var fascinerende.

At spille og at male er kommet til mig. Men der er også mange ting i mit liv, jeg ikke er kommet nemt til. Almindelig ømhed og omsorg. Jeg har været meget syg i perioder, var meget angst og gik ti år i individuel psykoterapi. Det har reddet mit liv. Jeg har fået et indblik til at sige, at man aldrig skal give helt slip på sin neurose. Der ligger en masse godt stof der. Men det er vigtigt at vide, hvad det er.

Jeg er også medlem af Psykiatrifonden og Angstforeningen, der gør et stort arbejde, og jeg sender dem mange penge. Det optager mig meget - grænsen mellem det ene og det andet. Man skal aldrig vide sig for sikker her i livet.«