Skal du være pianist, skal du være verdens bedste.

Han er en af Danmarks mest efterspurgte jazzpianister. Et multitalent, som både mestrer klassiske kompositioner og jazzede improvisationer; som både kan spille klaver, kontrabas og trommer, maler  og skriver på en bog; og som nu – efter eget udsagn og i en alder af 42 år – er ved at modnes. Senest har han udsendt den overraskende cd HUMILITAS med sin  nye gruppe. Jazz Special har talt med Carsten Dahl om barndommens skygger, om musikken som katalysator og den øjeblikkelige kamp med depressionen og angsten!

 

Af Ivan Rod for JazzSpecial

 

Efter det første af to interview ringer jeg til Carsten Dahl og siger tak for en berigende eftermiddag. Han har beredvilligt fortalt mig om sin opvækst, om sit første møde med musikken og om den kamp, han i øjeblikket kæmper med depressionen. Men jeg har efterfølgende tænkt, at vi ikke fik talt så meget om musik.

—Det undrer mig ikke, siger han i telefonen. —For musik interesserer mig ikke.

Først tænker jeg, at han refererer til sit øjeblikkelige fokus på depressionen. Men under det andet interview går det op for mig, at det ikke er tilfældet. Det er noget andet og mere komplekst, han tænker på.

—Det er det, der ligger bag musikken, der interesserer mig, siger han, da vi mødes.

—Jeg kunne lige så godt være blevet forfatter, for musikken er bare en katalysator for noget andet. I mit tilfælde for en grundtone af melankoli. Jeg interesser mig for det menneskelige. Menneskets karakter og facetter.

—De fleste kunstneres udtrykstrang kommer af et bevidst eller ubevidst ønske om at bearbejde med  uløste indre konklifter.. Det gælder i hvert fald i mit tilfælde. Men nu er det – med mit nervesammenbrud – gået op for mig, at det er farligt at gemme sig bag et kunstnerisk talent og et ”overjeg’s portræt”

Carsten Dahl tænder en smøg og holder en af sine mange eftertænksomme pauser, før han fortsætter:

—Mange musikere spiller for at forsvinde. Det er det, de fleste vil som musikere: Spille sig ind i en verden, hvor man bliver bekræftet. Én verden som er bedre end den virkelige. Men tager man kun bolig i den verden, bliver man tilsidst en cirkushest i stedet for at blive sig selv. Det var det, der skete for mig.

—Jeg blev en cirkushest, fordi jeg løbende blev opmuntret af, at kolleger ville spille med mig og publikum høre på mig. Jeg sagde altid ja til nye projekter. Og svigtede i virkeligheden altid mig selv og mit eget projekt. Skylder du altid eet godt indtryk af dig selv til andre – ender du med at skylde det dig selv det hele. Dét opdagede jeg bare først, da depressionen ramte. Nu kan jeg til gengæld huske, hvad det var for en grundfølelse, jeg bar rundt på, før jeg blev ”portrættet” Carsten Dahl. Det var en grundfølelse af ensomhed og dyb melankoli.

Den grundfølelse vender jeg tilbage til.

Carsten er ikke klar – endnu

Vi sidder i den gamle stald i Frederiksværk – nu et studie. Omkring os står et flygel, et keyboard, et orgel, et trommesæt, en kontrabas, computere og meget andet. Alt det, der de sidste mange år har været Carsten Dahls vigtigste redskaber.

Vi er timer inde i det første interview, da han siger:

—Jeg havde en drøm for nogle år siden. Jeg sad inde i en kirke, der var flere kilometer høj og så lang, at jeg ikke kunne se ned til enden. Jeg sad på en bænk, da Jesus og tre håndværkere kom gående forbi mig. Jesus så mig ikke, men jeg fulgte efter ham og håndværkerne, ud på en uendelig strand, hvor både han, håndværkerne og jeg satte os i sandet. Der sad vi i lang tid og kiggede i stilhed ud over havet. Pludselig vendte Jesus sig mod håndværkerne og sagde: ”Carsten er ikke klar.” Jeg vågnede i samme øjeblik og for første gang i mange år uden spændinger i ryggen. I dag er jeg sikker på, at dén drøm var et forvarsel om det, jeg nu oplever.

—Jeg har ikke været klar, før nu. Jeg har ikke forstået mig selv, før nu. Har ikke kunnet mærke min oprindelige kerne. Jeg har bare bestræbt mig på at gøre det, som andre ville have mig til at gøre og som blev belønnet med ”mening” Og dét fordi jeg har troet, at jeg dermed blev set og hørt og elsket.

—Hvis folk har ønsket, at jeg som pianist skulle lyde på en bestemt måde, har jeg bestræbt mig på at efterkomme ønskerne. Bare fordi jeg kan det! Jeg har afkodet musikere som Herbie Hancock, McCoy Tyner, Erroll Garner, Bud Powell og Keith Jarrett i et dybfølt oprigtigt ønske om at spille ordentligt i traditionen. Mente ikke man overhovedet kunne kalde sig pianist – uden denne vigtige skole. Det er klart, at denne perfektionisme ikke gør det nemmere at virkeliggøre sin egen originalitet. Jeg har været god til at imitere og anticipere i detaljen, men jeg har ikke været god til at finde ind til lyden af mig selv, fordi jeg – som Jesus sagde i drømmen – ikke har været klar til det kendskab før nu.

Det, der ligger bag musikken

Carsten Dahl fortæller om sit forhold til Niels-Henning Ørsted Pedersen og mindes især ét udsagn fra bassisten:

—Niels-Henning sagde en gang, at man ikke skulle spille, bare fordi man kunne.Underforstået – mente han, at man skulle finde sig selv i musikken og ikke bare køre derudaf som en cirkushest. Det var ment som en slags læresætning og udtryk for omsorg for mig. Det forstod jeg ikke dengang da han sagde det, men i dag – efter min depression – forstår jeg fuldstændig, hvad han mente. Og jeg kan se, at jeg lige netop har gjort det, han advarede mig imod, fortæller Carsten Dahl.

—I musik er det ofte resultatet af lyd - altså nedslaget,  som folk som oftest interesserer sig for. Men nu er jeg langt om længe også selv – mere optaget af det, der ligger forud for nedslaget, eller bag nedslaget om du vil. Man kunne sige det tavse opslag! Dét er mere interessant. Og dét er nu noget, jeg mediterer over, før jeg spiller. Den energi og de bølger af liv og ånd, der skal være bærende for de toner, der om et øjeblik skal ud.

—Sagen er jo den, at det ikke skal være mig, som kontrollerer, hvordan musikken lyder. Jeg skal tvært imod være lige glad med, hvordan den lyder. Jeg skal flytte fokus fra mig selv eller mine forventninger til mig selv eller min forestilling om kollegernes eller publikums forventninger til mig selv – over på den musiske kraft. Jeg skal gøre mig selv til en ”neutral” ”formidler af den musik, der findes i forvejen, siger han.

—Det handler om  at stedfæste og hengive sig til kilden. Kan man lade den få plads, får livet og ånden fri passage. Blokerer man, fordi man vil kontrollere eller imponere, kommer man ikke i kontakt med kilden.

—Jeg har tit talt med Palle Mikkelborg om det, og han har ofte fortalt, at Miles Davis en gang sagde, at ”der er ikke noget værre end musik, der lyder som musik.” Dét udsagn forstår jeg. Min egen søgen går netop på at finde frem til, hvordan jeg kan ramme det” state of mind,” som Miles talte om og praktiserede mesterligt; hvordan jeg kan spille musik, der ikke skal lyde som en bestemt slags musik.

—På min nye plade med Carsten Dahl Experience lykkedes det mig at stedfæste og hengive mig til kilden. Jeg var neutral, vågen og opmærksom. Men ikke fordrende. Og netop klar! Derfor betyder dén plade noget helt særligt for mig.

 

En ud-af-kroppen oplevelse

Pladen, som Carsten Dahl referer til, hedder Humilitas. Den blev indspillet i november 2008 i Rainbow Studiet i Oslo og udkom herhjemme i begyndelsen af 2010.

—Det var under indspilningen af den, jeg opdagede mig selv indefra, fortæller Carsten Dahl.

—Da vi indspillede pladen, blev der ikke sagt et ord. Der opstod en form for stilhed i studiet – en stilhed, der kun opstår, når noget særligt er på færde. Normalt er der støj i et studie, men dén dag var det anderledes. Vi var alle meget stille.

 

”Alle” vil i tilfældet Carsten Dahl Experience foruden kapelmesteren sige Jesper Zeuthen, Nils ”Bosse” Davidsen og Stefan Pasborg.

—Lydmanden, Jan Erik Kongshaug, som sædvanligvis ikke siger en meget, sprang til gengæld op af sin stol. Han havde ikke hørt noget lignende siden 1970erne, sagde han.

Det følte jeg var en stor ros!—Nummer for nummer flød det for os. Det var som om, musikken var sig selv nok. Som om vi intet havde at bevise. Som om det bare var ren kraft, vi formidlede. Som om komplementære farver bare ubesværet flød sammen, fortæller Carsten Dahl.

—For første gang i mit liv var jeg dybfølt ligeglad med, om det var godt eller dårligt. Jeg kunne mærke, at det var vigtigt og dermed hævet over godt eller dårligt. Alle havde det sådan. Det var en noget nær ud-af-kroppen-oplevelse.

200 koncerter om året

—Nu har jeg til gengæld været sygemeldt i nogle måneder. Og dét er for så vidt godt. For jeg får stadig brækfornemmelser ved tanken om at spille klaver.

—Brækfornemmelserne skyldes, at jeg igennem de sidste ti år ikke bare har misbrugt mit eget talent, men også har misbrugt mig selv. Jeg har spillet 200 koncerter om året de sidste ti år og aldrig formået at fordøje noget som helst.

—Til november venter en ny soloturné i Norge. Og lige nu kan jeg slet ikke forholde mig til den. Tanken om flere aftener i træk som solist foran et publikum fylder mig her og nu med angst og fortvivlelse. Derfor er jeg nødt til at finde en ny model for, hvordan jeg skal optræde. Men jeg er afventende og positivt stemt overfor, at musikken til den tid igen vil være som en gave – fuldstændig som den var, da jeg begyndte at spille klaver. Til november vil jeg i Norge opsøge det rum, hvor jeg er neutral og så se, hvad der sker. Hvad der til den tid vil være grundtonen i min musik, kan jeg ikke vurdere, ligesom Per Kirkeby formodentlig heller ikke kan sige, hvilke farver han vil arbejde med i november. Men jeg er fortrøstningsfuld på forhånd.

—Her og nu spiller jeg slet ikke klaver. Til gengæld spiller jeg trommer og skriver på min bog.. Og det nyder jeg, for jeg tænker ikke, jeg udøver bare og forholder mig tavs og kontemplativ. Og dét er godt.

—Selv om jeg ikke rører klaveret her og nu, er jeg altså ikke gået i stå. Jeg sidder lige nu mest og komponerer. Og jeg har indspillet Bachs Wohltemperierte Clavier bog 1 og Goldberg-variationerne foreløbig som egen fordybelse– uden tanke for, om de skal udgives.

—På Jazzfestivalen i København i juli skal jeg spille sammen med min kone [saxofonisten Christina Dahl] og sammen med Experience, så dét er jeg tryg ved. Men soloturnéen i Norge, skal jeg finde en ny model for. Og dét skal nok lykkes, for nu ved jeg, hvordan  jeg skal passe på mig selv for at få den rette adgang til kilden.

 

Komposition og improvisation

Vi talte også om forskellen mellem komposition og improvisation.

—At komponere og improvisere er for mig det samme, siger Carsten Dahl.

—Improvisation er bare en ekstremt hurtig, mere krævende og underkendt form for komposition. Den klassiske komposition er forherliget, og det er en torn i øjet på mig, for det at sidde i fire måneder og komponere er jo bare at foretage til- og fravalg i en langsommere puls.

—Improvisation er mere interessant, fordi det forudsætter en ekstrem tillid. Man bliver nødt til at tro på, at den harmoni og det flow, der opstår, faktisk lyder godt. Derfor er improvisation båret af en intuitiv fornemmelse for, hvordan forskellige lag virker sammen. Og derfor kan man ikke bare gå ind og spille en koncert og tro, at det vil lyde godt. For det første skal håndværket være i orden. For det andet skal der være en synkronitet mellem instrumenterne, og den er ikke naturgiven. Improvisation rummer altid en fare for, at man får bragt sig selv op i et hjørne, hvorfra man kan blive tvunget til at vende om. Den risiko løber man ikke, når man som eksempelvis Per Nørgaard komponerer, for han har tid til at løse alle problemer, inden hans musik bliver spillet. Han har tid til at vælge til og fra.

—I improvisation er det nuet, der tæller. Nuet er en række af tilvalg og fravalg. Og udgangspunktet for alle valg er afgørende. Det centrale er imidlertid, at du som improviserende giver slip på alle tanker og abstraktioner og gør dig selv til katalysator for energi, liv og ånd. Og ikke bare i et lag, men i samtlige lag i musikken. For så lykkes det.

—Man kan sammenligne det med bueskydning, tilføjer han. —Skal jeg ramme skiven, skal alt foregå på én og samme tid: Jeg skal trække vejret, løfte buen, trække strengen ud, aflæse vindforhold og afstand, sigte og sende pilen af sted i én bevægelse. Hvis jeg prøver at regne ud, hvordan jeg skal gøre, rammer jeg ikke. Men har jeg tillid til naturen og til at jeg selv er en forlængelse af naturen og buen, så gør buen og pilen arbejdet for mig.

 

Et lærred og mulige motiver

—Når jeg spiller en solokoncert, forestiller jeg mig som udgangspunkt et stort hvidt lærred. Før i tiden ville jeg straks kaste en masse farver op på lærredet, og så ville jeg risikere pludselig at opdage, at der manglede 45 minutter af koncerten. I dag er jeg mere påpasselig.

—Jeg tænker, at lærredet kan ende op med mange mulige motiver, og at jeg selv er ansvarlig for at disponere motivet og farvevalget. At jeg selv afgør, om motiverne skal gå ud af rammen, være i venstre hjørne eller inde i midten. Alt det kan jeg på forhånd meditere over som solist: Bestemte mønstre.

—Men spiller jeg med en trio, er der tre mennesker, som skal have en mening om, hvad der skal være på lærredet. Og har alle en stærk vilje, giver alle nogle stærke input, så er det vigtigt, at alle også er enige om, at det – der skal males – skal være bedre end det hvide lærred.

—Det jeg siger, skal være bedre end min tavshed, for vi kan alle dybest set bedst lide tavsheden.

—Det er et afsæt, som jeg tror, man både har som solist og ensemble. Når vi er flere, som kommer med et bud og for eksempel Stefan Pasborg pludselig kaster en masse farver op, så gør jeg det ikke, eller også kaster jeg komplementære farver op, så der opstår en balance. Når jeg skal improvisere sammen med Jesper Zeuthen, Nils ”Bosse” Davidsen og Stefan Pasborg er der ingen samtale før. Absolut ingen. For vi ved at det kan hindre os i at nå målet. Men vi kommunikerer på et andet plan. Og der er en synkronitet til stede imellem os. Vi lader alle musikken passere igennem os ud fra et neutralt udgangspunkt og så afventer vi det synkrone.

—Selv om jeg ikke har spillet på det sidste, ved  jeg dog med sikkerhed, at der er et før og et efter min depression. Nu tror jeg, at jeg vil være bedre i stand til dybfølt at improvisere. At lade musikken spille mig i stedet!

 

Familiens termometer

En del af det første interview gik på at indkredse, hvad Carsten Dahls depression egentlig bunder i. Hans svar var klart.

—På sæt og vis blev jeg voksen som barn, fordi jeg følte, at jeg  blev påtvunget et ansvar, der var urimeligt. Men rigtig voksen er jeg først blevet nu, efter at jeg er blevet syg, for nu har jeg indset, at jeg selv bærer ansvaret for mit liv og virke.

Carsten Dahl blev født som nummer to i en søskendeflok på tre drenge. Han husker sin barndoms familie som ”deltvist velfungerende,” selv om der ”også var skænderier min far og mor imellem.” Og så husker han sig selv som et midterbarn, der konstant bestræbte sig på at gøre familiens øvrige medlemmer glade. ”Jeg var familiens termometer.” Der er en regning forbundet med sådant et job!

Da han var  10, blev forældrene – trods midterbarnets indre følelsesmæssige men uhørte mæglingsforsøg – skilt.

—Min mor havde det meget skidt oven på den tur med min far. Min far havde ikke behandlet hende godt, så jeg forsøgte at trøste hende. Jeg påtiog mig nok et ansvar som var ubærligt for en lille dreng.

Men uanfægtet af denne trøst blev skilsmissen en realitet og et varsel om markante forandringer.

—Min far rejste til Saudi-Arabien, hvor han fik et job. Han forlod os simpelthen, og indenfor de næste ti år så vi ham kun et par gange. Tilbage stod min mor, alene med os tre børn. Hun havde ikke været ude på arbejdsmarkedet i flere år, så hvad skulle hun gøre? Det endte med, at hun tog os alle med til Jylland, selv bosatte sig i byen Kolding med min lillebror og installerede min storebror og mig på byens kostskole.

—Jeg var følsom og angst som barn og havde brug for tryghed og faste rammer. Og selv om kostskolen repræsenterede de faste rammer, blev mit liv der i starten ulykkeligt, for ikke blot blev jeg adskilt fra min far og mor. I de otte år jeg boede på kostskolen, fandt jeg også mig selv omgivet af drenge, som alle på forskellig vis var ødelagte. Så dér fandt jeg ingen tryghed. Snarere mobning, hån, latterliggørelse og overgreb.

—At min storebror og jeg blev installeret på kostskolen, føltes selvfølgelig som et svigt. Men i dag kan jeg se, at min mor med sit lave selvværd ikke havde andet valg end at installere os et sted, hvor andre kunne ”tage sig af os”. Hun kunne ikke overskue at have os hjemme, blandt andet fordi hun selv måtte flytte rundt alt efter, hvor hun kunne få arbejde.

Talent for at genskabe

—Mens min far og mor endnu boede sammen, skete det tit, at min far  og mor spillede klassiske plader. De dansede til musikken og min far  og sad  typisk og ”dirigerede”, mens han lyttede. Vi havde et chatol, der lignede et klaver. Og når min far dirigerede, sad jeg ved chatollet og ”spillede”. Jeg elskede de stunder, for de rummede et nærvær, og jeg fik min fars  og mors fulde opmærksomhed og beundring.

—Det er ikke for at være højrøvet, men jeg har altså et særligt musisk talent. Jeg kunne lige så vel være blevet bassist eller trommeslager som pianist. Jeg har den dag i dag lige let ved at spille alle instrumenterne. Og det, tror jeg, bunder i en tillært evne til at observere og genskabe. Et dybfølt ønske om, at høre til eet sted og være  nogen og noget.

—Når jeg sad der ved chatollet, kunne jeg se mine egne hænder i et spejl og lave bevægelser svarende fuldstændig til dem, jeg havde set i fjernsynet. Jeg kunne været blevet pianist som barn, hvis min far og mor ellers havde købt et klaver. Men det gjorde de ikke fordi de ikke havde overskud til meget mere end dem selv og deres problemer, for som min far sagde: ”Skal du være pianist, skal du være verdens bedste.” Intet mindre. Jeg måtte ikke være middelmådig. Jeg skulle være ud over det sædvanlige, sagde han og viste mig billeder af Victor Borge og Chaplin og Herbert von Karajan – mennesker som kunne noget. Jeg var otte-ni år, så hvordan skulle jeg kunne leve op til det, når jeg samtidig skulle sikre, at familien forblev intakt? Lige lovlig tung bagage i mit følsomme sind.

—Mit store faderkompleks har imidlertid gjort, at jeg har ledt efter ”fædre” hele mit liv. Jeg har aldrig sagt direkte til Alex Riel eller Ed Thigpen eller Finn Zigler eller…..you name them, at de var mine fædre, men det skulle jeg måske have gjort. Jeg har i hvert fald altid påtaget mig rollen som elev og tillagt ham og andre rollen som ”fædre” eller mestre. Og det har jeg gjort i ydmyghed og af nød. Jeg har ikke kunnet andet.

—Arild Andersen sagde engang: ”Carsten, it becomes a habit to become the lost one.” Jeg har i årevis dækket mig bag en forestilling om, at jeg ikke har spillet godt nok. Jeg har igen og igen haft brug for ”fædres” anerkendelse, fordi jeg som kunstner dybest set selv har været en narcissistisk, skadet person, som ikke havde fundet sig selv. Men nu er jeg ved at blive voksen, og nu er der ingen undskyldning længere. Jeg må selv tage ansvar.