Tangenterne mellem angst og Jazz
Publiceret i Politiken 30. januar 2012
Af Bianca Zanini Vasconcellos
I aften spiller den store danske jazzpianist Carsten Dahl i Vega. Han spiller mod angst. Og for angst. For man kan aldrig blive fri for angst, den er et grundvilkår i livet, ligesom døden. Men man kan lære at leve med den. Carsten Dahl fortæller om sit liv med depression, angst – og musik.
Han var 28 år gammel, da hans første datter blev født. Karrieren kørte – anmelderroste plader, fyldte koncertsale, et fast job på konservatoriet. Men han, en af landets største nulevende jazzpianister, kunne ikke håndtere at blive far. Han fik en depression efter datterens fødsel, og først efter et år med intensiv medicinering og terapi, begyndte han at kunne stå op om morgenen uden at det store sorte hul.
»Det gik op for mig, at mine redskaber til at være far og forstå den rolle var lig nul. Jeg var sindssygt bange for det ansvar, og samtidig var jeg også glad. Anne Sofie var et ønsket barn. Men hun var så lille og forsvarsløs, og jeg følte, at det krævede en styrke og et ansvar, som jeg ikke kunne håndtere. Jeg følte mig selv som den lille og forsvarsløse«, fortæller Carsten Dahl.
I store dele af sit liv har han kæmpet med depressioner og angst – undtagen, når han spillede musik. I aften giver han en koncert på Vega, arrangeret af Landsindsatsen mod Angst.
»Angstproblematikken har optaget mig meget. Selvom verden i dag, er blevet bedre rustet til at modtage folk med angst, så er det stadig et tabu at ”miste sig selv.” Og det er grundlæggende det, der sker, når man har angst«, siger han.
Fødselsdepressionen kom efter mange tidligere år med intense panikangstanfald. Første gang Carsten Dahl kan huske en klokkeklar oplevelse af angst, var da han som ni-årig skulle flyve til Torremolinos i Spanien med sin far. De var tre brødre, som faren på skift tog ud at rejse med. Og i flyveren begyndte lille Carsten at svede og græde voldsomt.
»Flyveren var fremmed, Spanien var fremmed, og måske vigtigst af alt: Min far var fremmed for mig. Jeg kendte ham faktisk ikke. Jeg følte mig alene og forladt, selv om han sad ved siden af mig. Og forladthed og utryghed er en grundtone i angsten«, fortæller han.
Faderen vidste ikke, hvad han skulle gøre og blev nærmest irriteret over det. Men en sød stewardesse med trygge »mormor-agtige øjne« kiggede på ham og det beroligede ham. »I de år var der optræk til en skilsmisse i familien og jeg tror at jeg instinktivt kunne mærke katastrofen komme. Mine mor og far havde det af forskellige grunde rigtigt svært. Jeg så det med et barns øjne og troede virkelig, at jeg ville gå til grunde«, husker han. Kort efter, som 10-årig, begyndte han at spille trommer. Og de skulle være med til at forme hans liv.
Angsten kan gemme sig i Texas
Angst er noget alle mennesker har i større eller mindre grad. Det er en mekanisme i os, en nødvendighed for at overleve. Så vi kan mærke og reagere, når vi er i fare. Men kan opleve en anden, mere ubegrundet og ukontrolleret angst, som er en decideret sygdom. Det er en af de mest almindelige psykiske sygdomme i Danmark, og omkring 700.000 oplever angst på et eller andet tidspunkt i livet.
»Jo mere, du taler om den og kortlægger dens ansigt i, jo mere mister den taget i dig. Hvis du siger til den »Ok, du må godt være her«, så bliver den helt neutraliseret. Og så kan du begynde at lære redskaber, som kan hjælpe dig til, at leve med den«, fortæller Carsten Dahl.
»Det er næsten som en slags Obama-effekt. I årevis er denne her overskyede verden tiltaget, med fjender og had overalt, og alle er bange. Alle føler frygt og diffus angst. Så kommer der pludselig en mand, der stiller sig op og siger: »Jeg er ikke bange, vi skal nok finde ud af det her sammen«. Og så ved, den negative energi ikke, hvad den skal gøre af sig selv. Måske tager den til Texas og gemmer sig der«. Carsten Dahl læner sig tilbage i den mørkegrønne veloursofa og lader stilheden overtage, mens han tænder endnu en cigaret.
Udenfor er himlen grå og vinden gør næse og ører røde af kulde. Men inden for i studiet varmer et stort flygel, guitarer og klaverer rummet op. Mikrofoner, højtalere og askebægre kæmper om pladsen med LP’er og noder.
»Angstens hovedbeskæftigelse er at undgå at blive afsløret. Den vil gemme sig, så vi ikke kan kontrollere den. Den lever bedst i os, når vi er bange for den. Når vi har angst for angsten. Når vi spiller en rolle, som ikke er os selv. Så viser angsten vejen«, siger han.
Nu siger du ’den vil gemme sig, den lever’. Hvordan ser du angsten?
»Jeg siger nok ’den’ om angsten, fordi man i situationen oplever den som et fremmed uhyre. Et slags ’den’ inde i en selv, som føles ukendt. En genstand/person inde i én selv, som man ikke er i kontakt med og ikke kan kontrollere. Angsten har mange skiftende ansigter og flytter sig lidt rundt. Den skifter fokus og skifter ”område” og pludselig kan den dukke op i f.eks. supermarkedet, i bussen, på en stor åben plads eller ved kontakt med andre mennesker man føler sig utryg ved”. Variationerne er mange.
Selv om du beskriver angsten som en uhyggelig ubekendt inde i en selv, så er din stemme alligevel nærmest kærlig, når du taler om den. Hvordan kan det være?
»Jeg tror… det er fordi, kernen i angsten er, at ens eget indre barn råber om hjælp. Den bange, hulkende dreng eller pige, som har været nød til at fortrænge så længe af forskellige årsager, at selve processen at vedblive med at være i overensstemmelse med sin oprindelige kerne er gået i stykker. I den situation er angsten nærmest en gave, hvis man er heldig at kunne omformulere sig selv og møde sunde relationer og opbakning.. Man skal lære at bruge og læse angsten«.
Musikkens beskyttende kaos
Hvordan har du brugt angsten i din musik?
»Når man er et menneske, der, som jeg er nået ud i så mange afkroge af sig selv, så får man nok et stort mod til at være i musikkens kaos. På den måde har angsten været en gave i forhold til at kunne rumme de forskellige følelsesregistre som musikken rummer. Man fungerer som et slags hjemmetermometer i sit eget sind og kan fornemme stemninger og temperaturer. Det giver en mangfoldig vifte af udtryksparametre, især når man spiller eller underviser andre«.
Carsten Dahl har aldrig frygtet at gå på scenen. Lige siden han begyndte at spille trommer som 10-årig har musikken været det rum, hvor han havde det bedst. Det, at spille for andre mennesker, har han altid set som en gave, en mulighed.
»Det er lidt mystisk. Men musikkens rum og scenens rum, var på mange måder begrænset til en visualisering af mig selv som skabende. Og dét var en tryghedsfaktor. Her kunne jeg være mig selv allermest. Det var ”ufarligt”. I det naturlige samvær med andre mennesker, i de nære relationer, dér kolliderede mit selvbillede ofte med mit eget ”idealiserede jeg” kunne man kalde det. Der kom en mislyd og angstbetonet uro imellem de to verdener«, fortæller han.
Er du blevet en bedre musiker af at skulle kæmpe med angsten?
»Det er et kontroversielt spørgsmål at svare ja til og her kan jeg kun svare for mig selv. Jo, det tror jeg, jeg er blevet. Men man skal nok være gjort af noget særligt for at kunne overleve i det. Der er mange – også kunstnere – der er gået til grunde i det uhyre svære spændingsfelt«.
Et mavekrampende crescendo
Der findes forskellige former for angst. De mest almindelige er fobier – som for eksempel angst for åbne pladser eller edderkopper. Så er der panikangst, som er tilbagevendende angstanfald, der opstår pludseligt og uden synlig årsag. Angsten vokser sig i løbet af få minutter, indtil der går panik i personen. Generaliseret angst er en mere konstant angst, der ikke hænger sammen med en speciel situation, men i stedet er en vedvarende bekymring over mindre og større ting i hverdagen.
Carsten Dahl har i mange år lidt af panikangst og generaliseret angst. Det har kostet tårer, sved og 16 års terapi at bedre.
»Panikangst er bl.a. en frygt for at blive afsløret. At folk ser igennem dig på en måde, som gør dig usikker. Man må pludselig opgive sit forsvar og selvbillede. Anfaldet er jo en voldsom oplevelse af at gå i opløsning og tankerne og forestillingerne drejer sig kun om den snarligt kommende katastrofe. Angst er et indefra kommende og opadgående crescendo. Klimaks er ikke farligt i sig selv – man hyperventilerer, spænder over det hele, fingrene summer og i værste tilfælde kan man besvime. Og så er man faktisk ret træt bagefter pga. at kroppen producerer så meget adrenalin «, siger han.
Lige om lidt mister man sig selv
Som 10-årig blev Carsten Dahls forældre skilt, og han kom sammen med sin storebror på kostskole i Grindsted. Selv om angsten lå lige under huden, husker han ikke deciderede angstanfald i sin tid på skolen. Til gengæld havde skolen et trommesæt som Carsten kastede sig over og dette havde en næsten terapeutisk effekt.
»Alle de indestængte følelser var jeg i stand til at udtrykke fysisk, når jeg slog i trommerne. En slags gestalt-terapi«. Carsten Dahl hamrede sig igennem kostskolen og puberteten på trommesættet.
Efter 10. klasse og et mislykket år på gymnasiet i Vejle, blev han ansat som karl på en grisefarm. Et skønt sted, hvor alt var vidunderlig konkret. Om aftenen øvede han trommer og om dagen passede han grise. Han spillede allerede i forskellige bands og allerede som 14-årig var han arbejdende studiemusiker. Carsten Dahls tromme-talent blev i stigende grad anerkendt og som 19-årig kom han ind på Rytmisk Konservatorium i København. Dette var dog ikke nogen videre succes, da det meget strukturerede ikke passede til ham. Efter en del turbulens og eget ønske om at skifte til klaver gik han til en ny optagelsesprøve og kom ind.
»Jeg savnede at kunne udtrykke mig i akkorder og melodier. At kunne modulere hele orkesteret og være mere retningsbestemt. Jeg savnede et harmonisk og melodisk grundlag, hvorfra jeg kunne fortælle mine historier. Trommerne begrænsede mig på en måde og var ikke nok«, fortæller han.
Carsten Dahl kom ind på konservatoriet igen. Han husker at han til sine forældres store begejstring, havde spillet på deres smukke maghoni chatol som lille og på den måde lært sig bevægelserne og udtrykket mimisk. De havde en kæmpe pladesamling. Alt fra Mozart over Brubeck og ACDC. Det var ikke svært at spille klaver, for min hjerne kunne huske bevægelserne og mit hjerte længtes efter at synge.” husker Carsten.
»Med klaveret var det, som om jeg kom i mit rette element«, forklarer han. Alligevel droppede han endnu en gang ud. I stedet blev han som 25 årig docent på Esbjerg Konservatorium og leder af det rytmiske fakultet.
Hulketure og sommerfugledrømme
Det er de nære relationer med andre mennesker, som har været afgørende for angstens eksistens, og for at komme ud af den igen. Ægteskabet med sin første kone Annemarie, som han fik datteren Anne Sofie med, smuldrede efter fire år. Et anstrengt forhold til svigerfamilien, intensiverede angstanfald og lange depressioner umuliggjorde det. Noget tid senere mødte han Christina Dahl, som han nu er gift med.
»Efter jeg mødte Christina havde jeg nogle utrolige hulketure, hvor jeg bare lå på gulvet og gik i opløsning. Og efter de her ture havde jeg altid nogle utroligt smukke drømme. De inspirerede mig til min plade ’The Butterfly Dream’. Jeg har altid brugt angsten i min kunst, for her har jeg kunnet skabe et helt særligt rum. Og det har jeg kunnet dele med Christina, som også selv spiller musik«, fortæller han. Sammen har de to døtre, Celina på 8 og Filippa på 4.
»Mit enorme behov for tryghed har altid været meget dominerende i alle de valg, jeg har truffet i livet. Nu er jeg omgivet af al den omsorg, jeg har brug for, men angsten er blevet en følgesvend. En legal samarbejdspartner, som jeg er nødt til at holde under kontrol. Derfor stopper jeg heller ikke med terapien. Der er jo for pokker ikke noget insektmiddel imod den, men jeg taler om det, så meget som muligt«, siger han.
I aften efter koncerten vil han svare på spørgsmål og diskutere ’angsten’ som begreb. Musikken har på mange måder været terapeutisk og hjulpet Carsten Dahl igennem sygdommen. Derfor er det naturligt at spille musik og tale om angst på samme tid.
Carsten Dahl sætter sig ved det store flygel i studiet og spiller. I sin sorte hættetrøje, jeans og blå gummisko, sidder han og rykker blidt med hovedet fra side til side, og skuldrene, som musikken nu byder. Han nynner lidt med, og blikket er fast fokuseret på hændernes leg på tangenterne. Omkring ham er en sødlig lugt af røg, og på bordet står et tomt glas vin. En blød og dryppende musik overtager lokalet. Improviseret klaverklinger.