Som udgangspunkt skelner Carsten Dahl ikke imellem den improvisatoriske proces og kompositoriske proces.

 

Hans ligning i arbejdsprocessen handler mere om en oversættelse af det i forvejen præsente materiale.

 

Et materiale som lader sig manifestere i nævnte rækkefølge: vision, form, notation og opførelse.

 

Pga. hans medfødte savante autisme hører han gerne værkerne færdige før de er egentlig manifesteret og begyndt - hvilket vil sige, at han oplever sig som en oversætter af den tidløse genreløse musik som konstant strømmer igennem ham.

 

Det er blevet til orkesterværker, klaverkoncerter, cellokoncert, kormusik, strygekvartetter, blæserkvintet, et utal af pianoværker samt trioer og kvartetter.